Deltagere
30 - 31 aug 2003
Billeder
Stamtræ
Fortællinger
Stamtræsbillede
English
Sidst opdateret:
28nov06
EJERE AF EJENDOMMEN MATR. NR. 6A. AF VERNINGE BY. FRA
1833 - 1989.
Niels Larsen køber i 1833 gården ved en tvangsaktion. Niels Larsen var for øvrigt født i Langsted i den ejendom, der i dag ejes af Søren Storm.
Gården var i meget ringe stand, da oldefar købte den, men ret hurtigt fik han den igen i brugbar stand. Og d. 20 januar 1876 købte han af Hans Mikkelsen nabogården. Bygningerne blev fjernet og jorden lagt ind under Niels Larsens gård. Samme år d. 15 juni udfærdigede han et testamente hvori han testamenterede en del af gårdens tilliggende til sin ældste søn Lars Christian Nielsen, Engmosegård på Hjelmerup mark. Lars Christian Nielsen var fader til Katrine Nielsen, der senere blev gift med Jacob Hansen, Langstedgård.
Den resterende del, altså hovedparcellen med mere, blev testamenteret til hans yngste søn, min bedstefar, Mads Christian Nielsen. På det tidspunkt var han forpagter af gården og overtog først denne ved oldefars død i 1884. Allerede i 1886 opførte bedstefar et nyt stuehus. Før 1886 var stuehuset der, hvor der i min barndom var kohus.
Disse bygninger der havde tjent generationer i ca. 300 år, nedbrændte i 1950 sammen med Hans Poulsens ejendom der lå ganske tæt ved øst for gården, i løbet af ca. en halv time.
Min far, Chr. Nielsen var født i det gamle stuehus, men døbt i det nye. Tømmeret der blev brugt til det nye stuehus, blev transporteret her til Verninge fra skovene omkring Brahetrolleborg med gårdens egne heste. Der blev startet meget tidligt om morgenen, endnu før det blev lyst, hvis der skulle gennemføres en tur pr. dag. pr. spand. Siden blev tømmeret hugget til på stedet. For øvrigt meget kraftigt tømmer. Både i stuen og på første sal er dimensionerne på tømmeret 8 x 8”, omregnet i cm 20 x 20cm.
Omkring dette tidspunkt har Mads Nielsen forpagtet Verninge præstegård, ca. 80 tdl. med bygninger. Der var tale om den jord, der i dag er bebygget med virksomheden ”Driboga-Viemose”, samt ”John Nielsens Auto”, og så hele vejen ned til Frankfri nord for vejen, og ligeledes den jord der dag udgør Harry Ågård Pedersens ejendom.
I 1913 forpagtede far gården; ved samme lejlighed oprettede farfar testamente og igen blev der her indført en aftægtskontrakt, således at far først kunne overtage gården efter den længstlevendes død. I 1919 brændte præstegården og da samtidig forpagtningen var udløbet, opsagde far denne.
Farfar døde i 1923 og nu overtog far gården, nu var det hans tur til at udfolde sig, hvilket han også gjorde i rigt mål. Det første far tog fat på var noget ganske uhørt i dansk landbrug på det tidspunkt.
Far havde på en studietur til Tyskland set hvordan man der nede ensilerede roetop, og så brugte denne ensilage til dyrene. Far fik opført to betonsiloer samme år, altså i 1923. De gamle bønder i byen var meget skeptiske over for dette nye tiltag. Og selv om far kunne fremvise fine resultater, gik der ca. femogtyve år før der var andre der begyndte at interessere sig for denne form for foder. Omkring 1924-25 plantede far en lille tdl. med ribsbuske der især under krigen gav et godt udbytte. 1934 plantede far yderlig 5 tdl. med æbler og pærer. I 1946 blev der plantet endnu 11 tdl. med æbler.
Samme år påbegyndte far sin livs bommert, idet han fik opført en tilbygning til det bestående stuehus. Det blev til en lejlighed hvori far og mor tilbragte deres sidste leveår. Det med at leve på ejendommen og opføre en lejlighed der, var der ikke noget galt med, det skulle bare aldrig havde været som en tilbygning, men som en selvstændig villa, som jo ville være væsentlig nemmere at udleje eller sælge fra når der igen kun var én generation på gården.
1958 forpagtede Else og jeg gården, efter at havde fungeret som en slags bestyrerpar i tre år. Igen blev der oprettet et testamente med indbygget aftægtskontraktvejledning, med samme klausul som vi kender fra tidligere, nemlig at gården først kan overtages efter den længstlevendes død. Ved fars død i 1961 måtte vi dog her gøre en undtagelse, idet vor revisor tilskyndede os til at købe gården nu, selv om mor endnu levede og imod testamentets klausul. Dette skyldtes, at vi allerede på dette tidspunkt var i færd med at ændre bedriften og havde investeret så meget, at hvis dette fortsatte ville vi komme til at købe vore egne værdier. Med mine søskendes velvilje fik vi det da ordnet, så et køb blev muliggjort.
Det var i testamentet anført at Else og jeg skulle overtage gården til ejendomsskylden, og denne ville naturligvis stige i takt med investeringerne
og således ville vi i sagens natur komme til at købe vor egne værdier. Vi havde allerede i flere år dyrket kål, bønner og jordbær til konserves, hvilket var en god forretning, og samtidig startede vi, tilskyndet af konservesfabrikken, produktion af champignon. Når produktionen sådan blev lagt om, var det fordi vi kunne se tegn i sol og måne på, at det europæiske fællesmarked ville blive en realitet, og dermed produktionen af frugt til en dårlig forretning, på grund af alt den billige frugt sydfra. Samtidig var jeg ikke landmand i traditionel forstand, så det der med køer og grise, som kunne havde været en mulighed, var ikke lige mig.
Det hele gik da også rimeligt, indtil jeg blev allergisk over for champignonmyceliet, der samtidig forværrede en gigtlidelse jeg havde kæmpet med i mange ar. Vi måtte stoppe, lejede jord og bygninger ud indtil vi solgte gården i 1989
Julius Dyrst
2002