Hjem
Deltagere
30 - 31 aug 2003

Billeder
Stamtræ
Fortællinger
Stamtræsbillede

English

Chart.dk
Sidst opdateret:
28nov06
Beretningen om Familien Nielsen

Historien om Theodor og Marie  Nielsen`s bidrag til den smeltedigel det amerikanske samfund opstod af.
“Hvor er han grim! Riv dog hovedet af ham med det samme.” Det var farfars kommentar og velkomstsalut til denne verden, da han første gang så sin nyfødte sønnesøn, vores far Theodor Nielsen. Dette fandt sted i Verninge d. 2. April 1882. Dette meget uværdige udsagn var ingenlunde en parallel til, hvad far senere skulle udvikle sig til, nemlig en højt agtet og meget respekteret person, samt for os en meget kærlig og omsorgsfuld far. Han var søn af Mads og Kirstine Nielsen. Mads var en hård banan. Far fortalte om en episode, hvor han og hans bror Kristian, havde lavet en aftale med deres fader om udførelse af en bestemt mængde arbejde i sommerens løb, og så modtage et passende beløb i forhold til dette når de nåede høst. Men da afregningens time kom, tog farfar blot alle derers udregninger og hvad de ellers havde af dokumentationer for deres anstrengelser, fejede det hele af  bordet  med den kommentar, - “ Væk med det skidt”. Så det er intet under, at far ikke blev landmand . Både hans far og farfar var sognefogeder i Verninge sogn og begge modtog de Den Danske Dannebrogsorden. Den blev tildelt dem for deres noble og korrekte optræden under udførelse  af deres embede. Far var døbt og konfirmeret i Verninge, gik i skole samme sted til han blev 14 år, hvorefter han kom i lære som smed. Efter 3 års læretid fik far sit svendebrev i 1912. Læretiden var ikke ligefrem morsom, eller nogen dans på roser. Mester gjorde regelmæssig brug af regulær fysisk afstraffelse, hvis tingene ikke blev gjort som han havde tænkt sig. Som svend arbejdede far på forskellige værksteder, i Esbjerg, Århus og Ålborg, hvor han mødte Mor. Far havde 3 brødere, Emil, Niels og Kristian og 5 søstre, Marie, Katrine, Johanne, Lydia, (hans favorit) og Mathilde. Far så aldrig mere nogen af dem. Men efter hans død aflagde hans yngste broder Kristian et besøg her i America, på vej hjem fra New Zealand. Nogle af onkel Kristians børn, var en del år emigreret til New Zealand, men vendte dog tilbage efter en årrække. Far var en god fortæller, og i mange af de historier han fortalte var han selv involveret. Det var især erindringer fra hjemmet, der blev fortalt, og næsten alle startede med: ”Emil og mig”, eller ”Niels og mig”, eller ”Kristian og mig”. En af beretningerne – den handlede om fars fætter Axel, der rejste til Canada, for aldrig senere at lade høre fra sig  - var fyldt med mystik.To af Aksels brødre  rejste også til Amerika. Ejner Steffensen til New Jersey og Kristian Steffensen til Brooklyn, men de fleste af vore fætre og kusiner bor stadig i Danmark. Nu til spindesiden af familien. Moder skiftede aldrig navn, hun var født Inger Marie Nielsen, som datter af Jens og Ane Marie Nielsen. De fik 12 børn, men alle døde ved fødslen undtagen tre stærke piger ‑ vor moder, Johanne og Hedvig (Doris navnesøster). Ane Marie må havde været en meget stærk kvinde. Jeg tror vi andre ville have givet op længe før nr. 12! Moder var født d.15. Febr. 1889 i Ålborg. Hendes moder døde da hun var 7 år gammel, så hendes far opfostrede selv de tre piger. Han var indremissionær og kolportør. Denne kristelige atmosfære var med til at forankre moders faste tro på Gud, og hele hendes kærlighed til bøger og poesi. Hun skrev mange digte- et af dem skrevet til 35 års jubilæet i den kvindelige sociale hjælpeorganisation i Pella Lutheran Church, hvor hun var stærkt involveret, selv om     det  kronologisk i denne forbindelse er uden betydning.
 

1) Herre Jesus sign vor Fest,
Til din Ære!- vær vor Gæst
Os til Gavn og Glæde.
Sign hver enkelt som kom med
Styrk vor Tro og Kaerlighed,
Til med dig at vandre.
2) Pella danske Kvindeflok,
Mindes vil, hvad Gud har gjort
I henrundne Dage;
Een Forening blev til to;
Gud det gjorde; vi det tro
For sit Riges Fremme.

3) Naar vi mindes Tid som svandt;
Sorg og glæde sammenblandt;
Hvad blev da udrettet.
Gud! du regner altid ret,
Tilgiv hvad vi gjorde slet
Hjaelp os tjene bedre
Tak for Naade!- gode Kaar.
4) Gennem femogtredive aar;
Mod os danske Kvinder.
Tak for hver og een af dem
Som du alt har taget hjem;
Vi dem her nu savner.


5)Hjælp os Gud i Troens Strid,
Til dig saette al vor Lid;
Mens vi er hernede;
Hade synden; elske dig
Og vor Naeste rettelig
Sande Vidner være.

Inger Marie Nielsen

Fader arbejdede i Ålborg fra oktober 1907  til november  1911, og det var på det tidspunkt han blev bekendt med Inger Marie Nielsen . Fader besluttede at tage lektioner i orgelspil hos hende,  (et kvikt påfund!!, ingen af os har nogensinde hørt far spille en tone), men deres bekendtskab blomstrede og udviklede sig til  et regulært forhold, der førte til deres forlovelse i 1908. Efter forlovelsen med far, tror jeg hun følte behov for at lære lidt om, hvordan hun kunne blive en god hustru og moder. Så hun tog til Herning på Husholdningsskole. Hun var lærenem, fik hurtig fat i det hun var kommet for, og snart var hun tilbage i Ålborg, hvor hun var en meget værdsat hjælp køkkenet på det hotel hvor far boede. De blev gift i Budolfi Kirke i Ålborg i 1909. Senere flyttede de til Århus, hvor far arbejdede som mekaniker og Ester blev født i 1910. Her boede de i en boligejendom, hvor de var genboere til Hans og Rosa Jørgensen, (Agnes Madsen´s forældre) som var venner med far hjemme fra Verninge. Der var en lille gårdsplads imellem dem, så de fik hurtig rigget en snor til fra det ene vindue til det andet, således at de kunne sende beskeder til hinanden , når dette var nødvendigt. Det var jo før telefonen blev hver mands eje . Et år senere, flyttede mor og far til Sandager på Fyn. Her blev yderligere tre børn født. Ejner d. 12. januar 1913, Gudrund d. 25 juli 1916 , og Børge d. 8 januar 1920 . Her overtog far en Smedeforretning ved navnet “ Bien“, hvor han udførte alt smedearbejde, lige fra skoning af heste til opfindelse af en roeløftemaskine der både blev produceret og forhandlet af far selv. Maskinen løftede og løsnede roerne således, at de var til at tage med hånden og hugge toppen af, hvorefter de så blev leveret til Assens sukkerfabrik. Smeden importerede også McCormick høstmaskiner, (selvbindere og slåmaskiner). De kom i store kasser, hvorefter far så samlede dem før salget.
 
Som årene gik, blev smedeforretningen også hovedforhandler af Ford, Model T, og deltog på den måde i den spirende automobilalder .Og igen samle og tilpasse efter modtagelsen fra Von Bulow Auto Forretning i København. Han fremstillede og indrettede det første chassis til lastvogn for hovedforhandleren i området. Senere tog han også kørelærer licens, således at han også kunne lære andre at køre. Lægen i området ejede en gammel “OVERLAND” og hver gang han skulle ud til et natbesøg, bad han altid far om at tage med, i tilfælde af at den skulle gå i stå, især om vinteren. Far købte også en gammel tysk fabrikeret bil, en “BRANDENBURG”, som han istandsatte og tog familien med på en tur til Ålborg. Ejner husker turen som her gengivet :

 “På denne tur gik bagakslen i stykker, så far måtte  reparere den før vi kunne fortsætte. Vi sled også et sæt dæk helt op, og carbidlygterne ville ikke brænde. Så hele familien måtte gå de sidste kilometer til Ålborg. På hjemturen knuste far frontruden, da han kørte ind i en garage hos onkel Emil i Randers.”   Moder havde altid en pige i huset, og far 3 eller 4 mand i arbejde, der alle var på kost og logi. De boede oven på maskinforretningen. Oppe over stuehuset var der to værelser, i det ene boede hushjælpen, og da Ester blev gammel nok, fik hun det andet. Mor havde mange problemer med de piger. Ofte ville de stjæle, men til gengæld blev de sjælden ret længe . Ester husker et tilfælde, hvor mor og far afslørede, at en af pigerne havde stjålet noget sølvtøj. Hun blev selvfølgelig fyret på stedet, og måtte gå hele vejen til Assens med al sin bagage for at komme med toget. Efter at hun var gået, opdagede vi, at flere andre ting også var væk plus alle æggene. Far kørte efter hende, og nåede hende ved sukkerkogeriet, hvor han rodede al hendes bagage igennem og fik de stjålne ting med tilbage. De nærmeste venner var Jens Hansen og familie, som var bestyrer på Brugsforeningen. De havde 3 piger og en dreng på omkring samme alder som os, så vi legede meget sammen. Ester har holdt korrespondancen gående med sin veninde Agnete, lige siden vi forlod Danmark. Jens Hansen var også medvirkende til at vi fik taget et fotografi af deres tre piger samt Einer og Ester før vor afrejse til America. Børnene voksede op og skolegangen tog sin begyndelse. Som den ældste er Ester sikkert den, der har den mest levende erindring om skoleårene, så det følgende er en samling af Esters erindringer.   Som seksårig startede jeg med at tage undervisning i strikning. Mit første projekt  var et par lange uldstrømper til mig selv. Vi lærte også at brodere; først korssting , siden hulsøm og brodering af huller i morsomme mønstre. Jeg lærte aldrig at sy mine egne klæder, da vi altid havde en sypige, der lavede al den slags arbejde . Jeg startede i skolen som seksårig og blev her gjort opmærksom på af min lærer, Hr. Nielsen at mit navn betyd  STJERNE. Det var en Landsbyskole med bare fire klasser, hvor vi kun gik i skole hveranden dag. Første og anden klasse sammen de lige dage, og tredje og fjerde  de ulige dage. Efter fjerde klasse, hvilket er det samme som ottende herovre, blev vi konfirmeret som fjortenårige. Hr. Nielsen var lærer for alle klasser i skolen. Han underviste også i orgelspil, så hos ham lærte jeg at spille orgel. Han spillede også på violin, så til tider spillede vi sammen, ikke offentligt, men hjemme hos ham og hos mine forældre, når de engang imellem inviterede ham og hans kone til middag. (Frugten af denne tidlige undervisning, kom senere den Pella Lutheranske Kirke i Selma tilgode, idet Ester var organist der i ca. syv år.) Jeg fik også privatundervisning i Engelsk hos Hr. Nielsen et årstid, inden vi forlod Danmark. I skolen havde vi en årlig eksamen. Den blev overværet af menighedsrådet og præsten, de kunne så stille spørgsmål til os elever, ligesom alle vore opgavebøger skulle fremlægges, således at de fremmødte kunne se dem. De indeholdt regning, historie og skriveøvelser. Vi havde også bibelhistorie, hvor vi skulle genfortælle en historie efter lærens valg. Han havde en karakterbog  med alle vore navne og de enkeltes karakterer for hver uge i året. Til tider kunne vi snige os op og se, hvornår det var vores tur til at fortælle. Det gav os jo mulighed for at forberede os ekstra dagen i forvejen, enten det nu var historie, geografi eller bibelhistorie, o.s.v.. Jeg husker engang, jeg vidste at mit navn ville blive det næste, og at det var historien om Nathaniel. Jeg  huskede hele historien og fik UG. Det var bare fint, men lidt lusket. Da jeg var omkring 10 år, blev jeg medlem af KFUK spejderne i Assens, sammen med min veninde, Astrid Thomsen. Vi cyklede til møde en gang om ugen for det meste om aftenen, hvor vi deltog i alt spejderarbejde, så som hvordan man slår knob på et reb, eller morse med flag o.s.v. Vi kom også på weekendlejre, marcherede med sang og musik. Når vi kom igennem Sandager, åbnede Far og Mor forretningen og serverede hjemmelavede kager og saftevand.  Kagerne var vist nok købt hos Bageren. Somme tider kørte vi også på cykel til stranden, skoven eller til en af de store Herregårde i omegnen. Ligeledes havde vi også Bibeltimer. Jeg fik for øvrigt et lille Ny Testamente i læder, af min spejdertrop, da jeg rejste. Jeg husker også, når vi havde været til spejdermøde og det blev sent om aftenen, at far altid kom og mødte os på halvvejen  på sin cykel. Det var jo sådan dengang, at vi brugte carbidlygter ; der var nu heller ikke så megen trafik på den tid af dagen, men det var  meget kærkommen, når vi kunne se Fars cykellygte.  I skolen begyndte vi også med folkedans, det var jeg meget optaget af. Der var én dreng jeg virkelig godt kunne lide, så vi dannede altid par. Mine forældre havde ikke så meget at indvende mod den slags dans, men tage dansetimer i Forsamlingshuset var absolut – ” Nej ” . Somme tider sprang vi ud af vinduet, selvfølgelig uden Far og Mor så det, og lavede dansetrin, ”En to tre og et lille hop.” Det var meget harmløst, men vore forældre var ikke enige med os i det. Kirken i Danmark er en statskirke, og det er ikke almindeligt med søndagsskoler eller andre aktiviteter udover gudstjenesterne, og hvor meget få tager del i disse. Selvfølgelig er der Konfirmationsforberedelserne som er obligatoriske. Far og Mor var kede af, at der ikke var nogen  søndagsskole for børnene, så de startede en . Far lavede selv bænkene til at sidde på, og satte dem op hjemme i vort hjem. Så hver søndag eftermiddag var der søndagsskole i vort hjem. Mange af vore naboers børn  kom også for at høre Far og Mor fortælle bibelhistorie og læse op af  kristne børnebøger. Far var en virkelig god fortæller, og når så Mor spillede orgel til sangen, kunne vi godt lige at synge de gamle sange med kristent indhold.  En af mine veninder der senere blev skolelærer skrev senere til mig, at hun aldrig vil glemme de historier, som Far fortalte sådan en søndag eftermiddag. Hun fortalte også, at hun stadig brugte en af Faders favoritbøger, en der hed ”Ruth” at læse op af for sine elever. Der var også mange aftener, hvor vi børn hyggede os, når Fader læste humoristiske historier for os, og standsede netop det mest spændede sted, så det var næsten ikke til at vente til næste dag med at høre hvad der så skete. Disse er dejlige minder. Når der til tider var børnegudstjeneste i den store kirke inde i Assens, var vi omkring 25 – 30 stykker, der cyklede der ind for at deltage i denne. Far var meget rundhåndet i sådanne tilfælde og gav hver af os en femogtyveøre til at putte i kirkebøssen. I Danmark går børn ikke meget i Kirke, og hvis vi gjorde det (Gudrun og jeg) sad vi hos moder i venstre side af Kirken, og Ejner og far i højre side. Børge var for lille til at komme med. Far gik oftere i Kirke end mor, og sommetider, i den tid jeg gik til konfirmationsforberedelse, gik jeg med i Kirke, og hvis jeg husker ret, så sad jeg sammen med far i højre side.! ”Jeg kan ikke tænke, at jeg har siddet ene på damesiden.”    Dette var hvad Ester kunne huske fra tiden i Sandager.

Far og mor var meget aktive i Indre missions bevægelse, idet de følte, at Folkekirken var død åndeligt. Så de inviterede ofte Missionærer i deres hjem, hvor der så holdtes møde for dem i sognet der var interesserede. Der var venner i de omliggende Landsbyer, med samme indstilling, som de mødtes med i de forskellige hjem for at holde missionsmøder og bibel studier, en gang om ugen, men for det meste var det fader der underviste og fremlagde emnerne. (Mor og far prøvede at fortsætte med disse hjemmestudier i  Selma, men jeg tror at den lokale præst troede, de ville undergrave og true hans arbejde , hvilket jo slet ikke var meningen) Cyklen var på det tidspunkt, det eneste transportmiddel  man kendte til, hvis man ville transporteres fra det ene sted til det andet. Så da Ester voksede op, var hun også med til disse møder, hvor alle nød at synge de gamle religiøse  sange. Så snart der var mulighed for at afholde et møde, fik far lavet løbesedler med indbydelse dertil. Ejner og Ester var på forhånd udset til at dele disse ud til hvert eneste hjem i Sandager og omegn. Vi var ikke meget for dette arbejde, fortæller Ester, for vi vidste godt, at folk ikke kom, og muligvis også lo af os når vi var gået.  I Sandager var vi de eneste, der erklærede os som værende  missionske; de andre var Grundtvigianere, så derfor kom vi mere sammen med folk fra Aborg, Fjeldsted, Årup, Dreslette og Glamsbjerg. Til disse byer kunne vi cykle, når der af og til var nogle større sammenkomster. Far var medlem af menighedsrådet, så da der skulle ansættes en ny præst, var det en prestigesag for ham at få ansat en teolog fra den indre missionske side, i stedet for en Grundtvigsk præget mand. Han havde også heldet med sig, men desværre blev det en stor fiasko. Han var en rigtig god taler, men var  ikke god til at omgås folk, og hans kone var endnu værre. Hun var smuk, men meget få folk så hende nogensinde. Han var der stadig, da vi forlod Danmark og det var bestemt ikke en fjer til fars hat, at han havde fået en indremissionsk præst til egnen, der viste sig at være en fuser. ”Ak, ja tingene har ikke forandret sig meget igennem årene”.

Vi  vender blikket mod Amerika. Nu rejser sig spørgsmålet? ”Når de havde så god en forretning  med gode sociale forhold, ja vel nok  et rigtig godt liv, hvorfor emigrerede de så til  USA? Ja , hvorfor? Der var forskellige  grunde til denne beslutning. Først og fremmest at far led meget af en slem bronkitis vinteren igennem og kunne heller ikke blive ved  med at sko alle de mere eller mindre ustyrlige heste, som bønderne kom med. Samtidig anbefalede lægen, at far skulle forlade dette klamme klima og flytte til et mere tempereret  land. For det andet var der, i fars øjne, utilfredsstillende forhold omkring Sandager Kirke, og de mistede også forbindelse til de andre missionsk indstillede familier i området. Far begyndte at se sig om efter andre muligheder, eventuelt køb af en anden maskinforretning, men fandt ikke rigtig, hvad han søgte.   I  1920 havde vore bedsteforældre på fars side Guldbryllup, og fars yngste søster Lydia  blev gift på samme dag. Deres gode ven, Hans Jørgensen, var hjemme på besøg efter at have opholdt sig 10 år i Montana i U.S.A.  Far og Hans genopfriskede deres venskab, og begyndte så småt at tale om fars muligheder i Amerika. Hans, Rosa, Ruth, Lily, og lille Agnes skulle flytte til Californien. Klimaet der kunne lyde som et godt sted for Far. Mor og Far begyndte at  tale om også at emigrere til Californien. Nu blev der en længere korrespondance Far og Hans  imellem,der resulterede i, at Hans og Rosa ville være garanter for vor familie. Dette ville betyde, at vore forældre skulle forlade en blomstrende forretning, det ville også sige at alle vore møbler og bohave skulle sælges ved auktion.Vi børn fandt alt dette vældigt spændende, men den dag alle vore ejendele var solgt, og det hele var væk fra hjemmet var det meget, meget hårdt for Far, han græd meget den dag. Farfar  prøvede at overbevise Far om, at det virkelig var synd at tage alle disse børn til Amerika. (Det varede da heller ikke længe, før de forstod, at det hele var en fejltagelse. De ville hellere end gerne rejse hjem igen, men nu var alle deres sparepenge brugt, så der var ingen vej tilbage). Da alt nu var solgt, flyttede hele familien ind hos Bedstefar, onkel Kristian og tante Amine i hjemmet i Verninge, hvor vi blev i ca. fire måneder. Det var slet ikke så nemt med to familier under samme tag. Tante og onkel havde medhjælpere, og en af pigerne fik lavet splid mellem mor og tante ved at fortælle usandheder, så mor og tante talte ikke til hinanden i flere dage. Ester kan huske, at tante Amine var en hel del syg, men at hun kaldte hende ind til sig i sovekammeret, hvor Ester fik en elfenbensrose som farvelgave.     I oktober 1923 rejste familien så til København, gik ombord på skibet ” Hellig Olav II ” og sejlede til Amerika. Eftersom alle tredje klasses passagerer skulle direkte til Ellis Øerne, kom familien på anden klasse, og derved sparet for den ydmygelse at skulle deltage i deres dårlige forhold. Det blev en meget stormfuld sejltur, alle blev søsyge undtagen Ejner og fars bronkitis blev rigtig slem. Skibsdoktoren gjorde da også far opmærksom på, at han skulle prise sig lykkelig over at skulle til Californien med et for hans helbred meget bedre klima.   Der var ingen til at tage imod dem, da de ankom til New York, og de havde så godt som ingen kendskab til engelsk, men på en eller anden måde kom de dog på det rigtige tog. Af en eller anden uforståelig grund havde Hans Jørgensen  anvist far en rute, der gik over de sydlige stater. Dette gjorde, at de fik et meget nedslående indtryk af landet, idet disse stater var meget fattige og forarmede. De så kun farvede folk og små hytter, så de spekulerede på om det var, hvad de havde at se frem til, når de kom til Californien. Måske ville en tur gennem det nordlige U.S.A. have været nok så fremmende og opløftende for deres forventninger til deres nye fædreland. Det blev til en 5 døgns tur fra New York til Selma i en ganske almindelig togvogn, og deres yderst begrænsede kendskab til det engelske sprog, gav dem nogle store problemer. Alene det at tidssonen forandrede sig hele tiden, var noget helt nyt for familien, hvilket gjorde, at når de kom hen til spisevognen, var der slet ikke åbnet endnu; de var kommet en hel time for tidligt, fordi klokken var sat en time tilbage. Og meget af tiden bestilte de ”samuses and Coffee” som den sorte tjener solgte, når han kom gennem vognen. Sandwiches lød i fars ører som samuses. De havde 8 timers ventetid i New Orleans, hvor de også skulle skifte tog. Her var de for øvrigt advaret imod varmen og risikoen for solstik, (det var i oktober) så de turde ikke opholde sig uden for stationsbygningen af samme grund. Efter hvad der var blevet dem fortalt, skulle de ikke skifte tog oftere, så da alle folk forlod toget i Los Angeles , (efter en varm og støvet tur gennem Texas og Arizona ) blev familien i toget. Konduktøren prøvede at gøre dem forståelig, at de skulle forlade toget, men de forstod jo ikke et ord af det hele, så de blev hvor de var. Til sidst tog konduktøren deres bagage og satte det ud på perronen, og så var der jo ikke andet at gøre end at følge trop. Her stod de så med al deres bagage uden at vide, hvor de nu skulle gå hen .Men Gud ville det anderledes; en passager, der kunne tale dansk, (måske en engel) hørte dem tale dansk og hjalp dem ud af kniben. Han fandt ud af, hvor de skulle hen, og fik dem i det rigtige  tog til Fresno. Der ankom de så sidst på året i 1923 og boede i den første tid hos Hans Jørgensens på Dinube Avenue ca. en halv mil vest for Mill Ditch. Nogen af børnene sov i udhusene. En af de første ting der skulle klares, var at få børnene indskrevet i skolen. Takket være en meget forstående skoleleder, Charles Edgecomb, blev der oprettet en special engelsk klasse for Ester, Ejner og 2 andre, en mexicansk pige og en kineserdreng. Mrs. Glendenning var deres lærer. Dette var i oktober, i andet semester i februar var de allerede klar til at deltage i et regulært skoleforløb uden problemer. Børn lærer sprog meget hurtigt, det er slet ikke nødvendigt med tosproget undervisning – bare lær dem engelsk. Den første sommer betalte Hans Jørgensen for Ester, således at hun kunne deltage i undervisningen på en sommerskole, der gjorde det muligt for hende at springe syvende klasse over og starte på 8 i kraft af hendes alder. Far lejede ca. 8 Ha og et hus  på Thompson Avenue, i mellem Dinuba og Floral Avenue. Vore naboer hed Clevelands, (Mary Luise var Selmas bibliotekar i mange år og Nina var skolelærer), deres efternavn var Shafers. En dag da far havde besluttet sig for at hente Ester, Ejner og Gudrun i skolen i hans gamle Model T 1919 ,løb den tør for benzin lige ud for Shafers hus, så far gik tilbage til vort hjem efter mere benzin. Børge blev virkelig bange, han havde nemlig hørt nogle historier om, at Shafers havde et jagtgevær, så han løb alt, hvad han kunne tilbage til vort hus, hele tiden tæt på far, der var på vej tilbage igen med mere brændstof . Det første hus far havde lejet var meget  primitivt; ingen indlagt vand eller elektricitet. Vi brugte petroleumslamper og brændekomfur. Det er ikke særlig svært at forestille sig fars og mors sindstilstand, når de tænkte tilbage på, hvad de havde lagt bag sig hjemme i Danmark. På farmen var der en stor encylindret vandpumpe med en lang rem fra motoren til pumpen. På en stor del af arealet var der placeret nogle store telefonpæle, og den del der var plantet til med vin, var dækket med bermudagræs, antagelig  senegræs, der skulle fjernes med håndkraft. Far var skuffet, modløs og frustreret. Udlært som maskinsmed i Danmark, tegnet og konstrueret landbrugsmaskiner samt bygget speciel roeoptager, - nej praktisk landbrug var bare for meget! Han længtes hjem til Danmark, og var parat til at rejse tilbage, men økonomisk var dette umuligt. I 1926 flyttede familien til en anden farm, også ca. 8 Ha. På McCall Avenue (der hvor Thrifty Drug er nu) med et to etagers stuehus. Far købte ejendommen af Martin Juul, der for nylig havde overtaget den, fordi den forrige ejer ikke kunne betale hvad han skulle. De nød det nye hus, med elektricitet og indlagt vand, men stadig med brændekomfur og udendørs das. Her kom en nyt baby til verden (Doris) .Mor har sikkert været noget bekymret over situationen. Dr. Dagmar Petersen, som senere rejste for Santal Missionen til Indien som Lægemissionær, hjalp mor ved fødslen. Mor havde store problemer med åreknuder, og havde stort besvær med at gå, så efter første år på gymnasiet måtte Ester blive hjemme et år for at hjælpe mor med at passe Doris. (Tak til Ester, det har ikke været nemt.) Børge startede i skolen det efterår og Ester fulgte ham i skole den første dag, fordi han ikke kunne meget engelsk, men efter den første dag gik det fint. Sam Heisinger var vor nabo mod syd. Han var en samler og avlede kalkuner, der havde en tilbøjelighed til gå igennem eller flyve over indhegningen og til fars lucerne, hvor de trampede det hele ned, så det var umuligt at høste. En dag stak far en fork i en af dem, slog den ihjel, og smed den over hegnet tilbage, hvor den var kommet fra. Sam blev fuldkommen hysterisk over dette, men beflittede sig dog på her efterdags at beholde sine kalkuner hjemme. Siden overtog Dr. Binkley ejendommen og blev vor nabo. Vi talte ikke meget sammen. Udover Mr. Binkley bestod familien af to sønner Bob og Ted samt Mrs. Binkley. Alle kan sikkert huske hende som en god sanger, der øvede sig meget! De havde også en dobberman pinscher, der daglig skræmte Doris fra vid og sans, hver gang hun skulle passere forbi deres ejendom på sin cykel på vej til og fra skole. En dag hun var ude i abrikosplantagen, sprang hunden over indhegningen, og væltede hende omkuld. At hun var” hunderæd” er et svagt udtryk, og far konfronterede da også Mr. Binkley med de skrammer, Doris havde pådraget sig. Efter den dag så vi ikke mere til den. Far arbejdede en del for Martin Juul for at lave lidt ekstra penge, og en gang imellem kunne han få nogle vinstokkerødder til at fyre med. Han læssede dem på en vogn, der blev brugt i plantagen, og spændte den bag efter sin Model T. Læsset var bare så bredt, at fars arme ikke var lange nok til, at hans signal for venstredrejning  kunne ses af de bagfra kommende trafikanter. Det var Børges job at sidde oppe foran på læsset, for at give tegn til far, hvis der kom nogle bagfra., når der skulle drejes til venstre. En dag da Børge ikke var med på vognen, startede far sin venstredrejning, just som en vogn var i færd med at overhale ham. De kolliderede. Heldigvis kom ingen til skade, men far måtte betale skaden. I en rum tid derefter var Børge langt nede . Lige ud for vort hus stod der en stor gammel palmetræsstub. En dag Ewald Nielsen drejede op i vor indkørsel med al for meget fart på, skred hans vogn ud og endte overskrævs på stubben . Ewald var kendt for at køre vildt. Så i lange tider bad Gudrun i sin aftenbøn . ”Kære Gud fri os for Ewald ”.       De følgende afsnit er en gengivelse af forskellige episoder, som Børge husker dem , da familien Nielsen etablerede sig og slog rod i Californien .   Jeg husker den årlige svineslagtning i Thanksgivingsugen, ( Thanksgiving Day er den fjerde torsdag i november.) plukningen af frugterne fra vore to appelsintræer, transporten af rosiner i kasser på den gamle skramlekasse af en vogn trukket af to muldyr . Og jeg husker vor høst af hveden  med håndkraft med en le, far havde importeret fra Danmark . Da det skulle tærskes, var der ingen tærskemaskine ledig , men far fandt en gammel nedslidt maskine på Smeaton´ s ejendom i South McCall. Far fik den bugseret hjem og satte den i stand fra A til Z ,så vi kunne tærske vor hvede . Jeg husker også ,at jeg var med ham hos Townsends  smedeforretning ,  hvor vi smedede tænder til tromlen i tærskeværket . Jeg hjalp far med at skære gevind på tænderne, lige som vi også købte nogle reservedele hos S,O.Child Hardware Store.  Far konstruerede og byggede også en læsser til rosinkasser , for slet ikke at tale om det skur, som far byggede, hvor vi skar og tørrede abrikos - høsten, opbevarede de træbakker der blev brugt ved tørring af druerne. Jeg lærte også at køre slåmaskinen, når der skulle slås græs til hø, køre hesterive og hjælpe til, når vi kørte høet i lade for senere at bruge det til vor ene ko og muldyrene. Alle børnene skar ferskener hos Chris Thygesen . Ruth Linhart var en rap skærer . Helen Hoegh var også med at skære ferskner hos Thyge, til tider gav hun mig en køretur i sin åben Buick sedan med springsæder. Senere blev jeg forfremmet fra skæreskuret til plukning i plantagen . Som sådan plukkede jeg for Walter Iverson  for 15 cent i timen i ti timer om dagen . Efterhånden tilbød han mig da også 25 cent i timen, fordi jeg var en meget hurtig plukker. Bob Rasmussen plukkede også samme sted , men fik ingen forhøjelse til hans store fortørnelse . For øvrigt arbejdede vi alle meget hårdt på den farm ,både når vi bandt vinranker op , plukkede druer eller, hvad der var af forefaldende arbejde . En anden ting, der står ganske klart for mig , er alle de automobilkollisioner der skete på hjørnet af McCall og Dinuba . Dr. Binkley  kom altid temmelig hurtigt  og velfornøjet ud af sin udkørsel. Oftest endte vragene så ovre i ” Put–Put Lauritzen´s forhave. Emil Pedersen var postombærer og vor nabo imod nord . Jeg brugte meget tid på at lege med Carl, Clerence,( Cabbage ) Og Vernon (Bassy ) . Emil anlagde en tennisbane og arbejdede med en radiotelegraf i sin kælder. En gang der var benzinkrig, oplagrede Emil  benzin i 50 gallons tønder , antageligvis til omkring 10 cent pr. gallon. Willard Nielsen plejede at levere benzin til sine kunder på de forskellige farme . Han brugte spande, almindelig mælkespande, til at  transportere benzinen fra sin vogn til kundernes opbevarings tanke ; ved dette arbejde brugte han altid gamachebukser til beskyttelse. Clausens boede lige nord for os . Jeg husker Rick, Ester, Magaret og Gerhard . På pladsen foran deres hus havde de en tennisbane. Det var mit job at levere mælk til Thygesens flere gange om ugen. En gang jeg gik forbi med min mælk, var der en hel del unge i gang med at spille tennis . En af dem var Bill Jensen, Bens broder , som var ret så overvægtig , så jeg råbte ”God dag din store tyksak ” . Ejnar var tilfældigvis med denne gang, og skulle selvfølgelig fortælle det, da vi kom hjem. ” Mon jeg fik min bagdel varmet op ? Jeg kan stadig mærke det ”. Da Eli Vig og Margaret Clausen blev gift står ganske klart for mig . Receptionen blev holdt i Clausens hjem , og i den anledning skulle jeg aflevere et eller andet til Mrs. Clausen nogle få dage  før brylluppet , og jeg kan endnu se hende for mig  stå og rense en masse kyllinger. Gamle Mrs. Otis boede hos dem . Lige ovre på den anden side af vejen boede Mathilda Jensen . Hun lavede livet meget besværligt for  sin mand Jens . Når de skulle i byen, brugte de altid en gammel enspændervogn . En eller anden overtalte hende til at prøve en tur i bil . Det var en af disse toptunge, lukkede sedan( badekar på hjul kaldte vi dem ). Tingesten væltede rundt med hende, og hun blev temmelig slemt tilredt. Det er vel unødvendigt at fortælle, hun aldrig prøvede det igen. Far overraskede Jens en dag oppe i hans vinfarm ,siddende under en vin og græde, ”Hun er så hård ved mig, at jeg snart ikke kan tage mere .” ( Jeg tror nok, at vi i dag ville betegne  Jens som en tøffelhelt ) Hun var virkelig en person ,der misbrugte sine nærmeste, og behandlede Jens som sin egen hund. Far var ikke altid lige fin i sin talemåde .især når han skulle på das . Han kunne være kritisk og hård over for andre , tiltider more sig med at lave sjov med sine omgivelser . Måske var dette en meget menneskelig reaktion på hans frustration over  at være ingenting ,som han selv udtrykte det. Hjemme i Danmark var han en aktiv og respekteret mand , her ovre forsvandt han blot i den grå masse. Jeg tror, at dette virkelig  gik ham på . Han kunne ikke udstå tyggegummi ; der bliver sådan et vildt stirrende udtryk i deres øjne sagde han . Der var så mange danskere i området med samme efternavn , at der ofte blev knyttet andre be- nævnelser til dem. F.eks. det navn fra hvilken by de kom fra . Der var Potter Nielsen, Audubon Nielsen og Chigaco Andersen . Der var også Rige Pedersen , det var Hans Pedersens fars øgenavn . Konfirmationsforberedelserne startede almindeligvis omkring tolv års alderen ,når vi så havde gået der til vi var fjorten blev vi konfirmeret . Undervisningen blev holdt hver lørdag fra 9 – 11 i den regulære skoletid bortset fra når det var dårligt vejr .Vernon, Cabbage, jeg selv og en del andre børn fra nabolaget gik hver lørdag små syv km. til kirken . Rev. Axel M. Andersen var vor lærer . Efter to endeløse år var vi endelig færdig til at blive konfirmeret , dog med en forudgående mundtlig eksamination i hele menig- hedens påhør. Rev. Andersen fyrede spørgsmål af til os, som vi efter bedste evne prøvede at besvare. Vi skulle også fremsige bibelske skriftsteder efter hukommelsen . Alt dette var ved at skræmme os til døde, men jeg vil dog mene, at det alligevel gav vor kristne tro en ekstra tand af overbevisning. ( en lille sideløbende bemærkning angående skriftsteder ) Ved de forudgående lørdagsundervisninger, hvor vi også blev bedt om at fremsige skriftsteder efter hukom - melse, var der altid en vaks fyr der citere John 11: 35 – ” Jesus græd”. D. 29 April 1934 var vi fem der blev konfirmeret . Geraldine Nelson, Clarence Petersen ,Brenton Petersen , LeRoy Sørensen og Børge Nielsen . Natten før min konfirmation havde mor sin egen form for overhøring . Vi stod begge i vort lille bryggers, da hun spurgte mig på dansk: ” Ved du hvorfor du bliver konfirmeret ?” Jeg svarede også på dansk. ”Det er fordi, jeg vil høre Herren til .”Dette synes at tilfredsstille hende . Og jeg kan i al ydmyghed sige, at jeg har tilhørt Her-ren lige siden , ikke altid et perfekt partnerskab fra min side. Til tider har Herren måtte tilrettevise mig blødt og nænsomt, andre gange har han måtte tage anderledes strenge midler i brug. Jeg er taknemlig over at han gjorde og gør ! Da Hitlers stormtropper invaderede Danmark i 1940 udbrød far” Nu ved jeg, hvorfor Gud dirigerede os til U.S.A. i 1923 , det var for at vor familie ikke skulle leve i et okkuperet Danmark.” Fra da af lærte far engelsk og det endda sådan, at han sang solo offentlig på engelsk  ”.Hellig, Hellig er hvad englene synger ”). I lang tid ville far ikke deltage i nadveren. ” Jeg kan ikke forstå hvad de siger .” sagde han . For os er symbolikken i nadveren så åbenbar , at det ikke er nødvendigt at forstå ordene . ( Jeg deltog i nadveren i New Guinea på Enga sproget , hvor jeg ikke forstod et kuk .) Men da pastor Husted  Christensen blev præst, sagde han ordene på dansk, da han kom til far . Og det betød så meget for ham . Far kæmpede så meget for at bevare den dansksprogede gudstjeneste i Pella ,at det til sidst vakte en vis forargelse hos flertallet i menigheden, som kunne læse skriften på væggen angående gudstjeneste på dansk. Far og mor sled også meget med at tillære sig det nødvendige stof for at kunne blive amerikanske stadsborger e. De skulle lære sig U.S forfatning, lov og navnene på de forskellige ministe- rier og ministre . F.eks. Forsvarsministeriet = Henry Stimpson. De var begge to meget optaget af at læse bøger med teologisk indhold .De læste meget af  Olfert Ricard. Vilhelm Beck, A. Fibiger , og Assenfeldt Hansen. Men Nicolai Grundtvig var for liberal for deres tankegang. Mor lærte engelsk meget hurtig og skrev artikler i det månedlige blad  , der udkom i organisationen National Kirker. Senere var det naturligt for hende at skrive på engelsk. Hun underviste også en voksen klasse om søndagen i Pella . I tidsskriftet ”Luthersk Ugeblad ” var der en meget smuk omtale af far og mor .  Mange ”hvorfor ” kunne hæftes til far. Hvis bare han havde været i stand til at tale et nogenlunde ordentligt engelsk , kunne han sikkert have fået et job i en smede - eller sin egen maskinforretning . ” Å, ja , alle disse hvis´er ”.                  Vi skifter over og hører Doris´s erindringer i tilknytning til denne beretning.             Jeg har egentlig ikke kendt disse lidt hårde oplevelser i de tidlige år her i America .Da jeg efter -  hånden blev gammel nok til at huske noget som helst, var mine søskende i arbejde, og den økono- miske situation var i det hele taget  ved at lette lidt . Jeg var vel også forholdsvis forkælet . De andre fire havde taget toppen af de meget diciplinære regler, mine forældre håndhævede.( uden at vi havde taget skade af det , må jeg sige ) Jeg tror mine forældre til en vis grad var frustrerede, og  lidt i vildrede med ,hvordan de i sådanne verdsligsindede omgivelser skulle takle en størrelse som mig.    Mine ældre søskende gik til bowling ( hvad mon der skete sådan et sted ? ) og i biografen ( det var jo skammeligt ) eller til fodbold ( var det mon ikke farligt ? ) Fra min tidligste barndom husker jeg som noget af det skønneste , når mor og jeg kørte med Gudrun til Fresno , hvor hun havde sit arbejde . Det skete i hendes Model A., hvor vi også drak vor kaffe og spiste dansk Wienerbrød  til forretningerne åbnede ved ni tiden. Resten af dagen brugte vi i forret - ninger, spise frokost i Woolworths, slappede af med lidt læsning , strikning o.s.v. i Courthouse Park, før vi atter tog tilbage med Gudrun ved 5 tiden. Disse dage var det rene himmerige for mig. Andre dejlige og meningsfulde minder er de feriedage vi tilbragte i Mt. Hermon bibelcamp, hvor vi boede i en lejet hytte . Mor lavede mad til omkring 12 unge , der alle deltog i møderne , samtidig med vi nød campinglivet. Nogle af de stærkeste kristne afgørelser så dagens lys i disse bibelcamps . Jeg elskede bibelstudierne, sangen og al den morskab vi havde på turene til Santa Cruz Beach om  efter- middagen . ( Jeg kan ikke lade være med at drage en sammenligning mellem mine oplevelser her og dem min familie deltog i, da de boede i Danmark .) Livet på farmen var på mange måder en blandet fornøjelse . Når vi plukkede druer, føltes det som om det stod på i ugevis, selv om nogle af vore venner fra byen kom og deltog i arbejdet .Roy Lund og Vernon Nielsen var nogle af de første, senere kom også Anna Lisa Andersen, Nadine Sørensen         ( Smith )  og Mary Beth Kirkegaard (Avery), der alle sammen var med til at gøre jobbet morsom –mere. Formildende omstændigheder var de hvil, vi tog os i skyggen af vinrankerne, eller smed med jordklumper efter hinanden, indtil far kom og stoppede det hele. Pillede sorte edderkopper ud i midten af rækken med vore knive, hvor de  krølle sammen i det varme sand for til sidst at dø , fra –taget alle chancer for at klare sig, alt medens sveden dryppede fra vore næser. Mor havde altid saftevand, kaffe eller andre gode ting til os, som vi nød under paraplytræet i bag –haven  kl. 10 og kl. 15. hver dag . En gang imellem var der også dejlige banansandwiches .           Jeg hadede at binde vin op, mest fordi jeg følte mig så ensom her ude, så hvad skete så ? Jo jeg fik skoldkopper uden derfor at være særlig syg . Jeg måtte blive hjemme fra skole, men derfor kunne jeg jo godt binde vin op. ” Slut med hvad jeg kunne huske ” fra Doris.   Efter skoleårene tog vore tilværelser forskellige retninger . Derfor vil de følgende afsnit af denne beretning informere læseren , hvem det så end måtte være , om hvad der senere blev hver enkelt familiemedlems livsgerning. Ude af skolen et år, hvor Ester hjalp med pasningen af Doris, var hun imidlertid blevet 16 år. Det gav hende nogle svære overvejelser over mulighederne fremover , om hun eventuelt skulle vende tilbage til skolen, eller tage et job som husassistent. Heldigvis besluttede hun sig for at gå tilbage til studierne . Tog en handelsuddannelse med bogføring, stenografi og maskinskrivning og det var lige hende.  Læreren i bogføring Mr. Leonard Simms hjalp hende meget, så da hun dimitterede fra skolen , hjalp han hende med at blive optaget på San Joaquin Handels College, hvor hun sideløbende med undervisningen rettede forskellige opgaver . Efter fire måneder på sommerskolen fik hun et job hos Harvey Jacobsen , distriktschef for Landbrugets Assurance Kompagni et nyt firma her i byen. Hans kone Lily havde hjulpet ham i starten , men nu overtog Ester jobbet efter hende . Far og mor havde store tab ved deres flytning til Amerika, og starten her i U.S. var derfor meget besværlig for dem uden de fornødne økonomiske midler . Da Ester fik arbejde, var det derfor en stor hjælp for familien . Hun købte vores første to dørs  Ford Sedan , hvilket var et stort fremskridt, al den stund vore forældre stadig trillede rundt i deres gamle Model T med sidegardiner. Tak for det Ester . Ester arbejdede i dette firma indtil hun d. 21 Nov.1935 giftede sig med Marion Petersen . En overgang arbejdede hun på halv tid, hvorefter Gudrun overtog hendes plads som Harveys sekretær . Ester og Marion har to børn, Carolyn Joan, født 26. August 1938 og Beverly Lynette født 2.Marts 1942.De bor nu i Easton, hvor de nyder deres otium. Da Ejner gik ud af skolen ,var der meget lidt arbejde at få så han måtte tage, hvad der var muligt .     Til sidst fik han arbejde hos Lewis Nelson der var ved at bygge vej i Selma . Ejner trillede sand og cement op ad rampen til det voksende bygningsværk .Ofte kom han hjem totalt udmattet og flad, men han ville ikke give op . Så kom der et job hos Carl Pilegaard , hvor han arbejdede for Jensen og Pilegaard i Fowler. Senere kom der en opfordring fra Marinen i San Diego, at der var job til ham der, hvis det havde hans interesse. Ejner var nu i tvivl, for han var glad for jobbet hos Carl, men han havde i lang tid prøvet at få et job i det offentlige, så han slog til og drog af til San Diogo som den    første der forlod reden. Det blev imidlertid et rigtig godt valg for ham . Dernede mødte han Margaret Krantz, som han senere blev gift med . I krigsårene var han regulær Marinesoldat, og var en overgang stationeret på Palmyra øerne i Stillehavet. Efter Krigen kom han tilbage til San Diogo . Her blev han ansat som civil medarbejder i Marinen, og hvor han sammen med Magaret etablerede sig på Point Loma . Her på dette sted i fortællingen er der desværre blevet et stort hul, idet vi mistede vor kære søster Gudrun, før vi kom i gang med denne historieskrivning .Så vi har ikke hendes bidrag af erindringer fra den barndomstid, der hørte hende til . Men som jeg nævnede før, Gudrun overtog arbejdet hos  Harvey Jacobsen efter Ester . Krigen var nu en realitet, og vore unge mænd måtte i krig. Gudrun og Elmer var forlovet, før han kom i hæren , men blev gift d. 2o. September 1942,  da Elmer var hjemme på orlov. Nu kom der en tid, hvor Gudrun fulgte Elmer rundt i landet fra den en forlægning til den anden; der gik mange måneder på den måde, men da han sammen med den øvrige hærafdeling blev afskibet til Tyskland , flyttede Gudrun atter tilbage til Fresno, hvor hun fik arbejde på et pakkeri . Doris boede hos hende i den tid hun gik på Fresno State Seminarium . Det blev til tre børn i den Larsenske familie. Grace Louise født d. 1. Juni 1948, Muriel Marie d. 28, Oktober 1951, og Bryant Elmer født 1. September 1954. I 1981 blev Gudrun  syg og gennemgik samme år en hjerteoperation, men døde d. 19 maj 1982 ..Hun var den første af os, der forlod familien for at indtage sin plads i himlen.                     Børge tog sin eksamen på skolen i 1936 som sekstenårig efter at have sprunget et par klasser over hen ad vejen. ( Han var denmest  begavede af os ) Da Ejner rejste til San Diogo, overtog Børge hans job hos Jensen og Pilegaard samtidig med, at han hjalp far i gang med hønsefarming . Dette, sammen med de højere priser på rosinerne, var med til at lindre vore forældres finansielle situation .Han arbejdede i firmaet som bogholder og lastbilchauffør indtil krigen .Han var fire år i hæren, hvoraf de  3 år blev på New Guinea. Efter igen at være hjemme fra militærtjeneste giftede han sig med Alice Jensen fra Easton, og returnerede til sit arbejde hos Jensen og Pilegaard i forskellige ledende stil -linger . Først på Elm Avenue lageret ,så på hovedlageret i Fresno, for til sidst at ende som administrerende direktør for hele J.& P. kæden .Tre år på denne post gav ham mavesår . Så i 1975     rejste Alice og han til New Guinea for at arbejde for Lutheran Missionen , hvor Børge brugte sin erfaring som forretningsmand til at organisere et autoreservedelslager, lige som han, inden sin hjemrejse i 1977, underviste de indfødte i brugen af samme.  Da han kom tilbage vendte han tilbage til sit gamle firma J.& P. i en ny afdeling for forskning og udvikling , hvor han blev direktør . Alice og Børge fik to børn , Jane Alice født d. 14 april 1948 og Clifford Brien født d. 30 april 1950 . Børge bor nu i Selma i Mobile Home Park , bygget på noget af den jord, hvorpå han voksede op, nemlig på MaCall Avenue, hvor han i sin tid plukkede druer og sveskeblommer samt alle de andre gode ting. Beklageligvis er Alice ikke hos ham mere, hun blev dræbt ved en tragisk  automobilulykke  i januar 1989 . Hun er savnet over alt af os alle. Doris tog sin eksamen fra skolen i 1943 og grundet de finansielle stramninger var den eneste mu – lighed heldigvis at komme på seminariet. Doris siger  : ” Jeg  elskede hvert minut af den tid , også selv om det var midt i krigstiden med kun 800 studerende i Fresno, hvoraf  de 700  var kvinder. Jeg boede dels hos Gudrun og dels hos Ester i Fresno . Det var på den tid, der var rationering af benzin, så det var en kærkommen hjælp, at dette kunne arrangeres. Det gjorde det muligt for mig at gennemføre min uddannelse som lærer . Dette var i 1947 det sammen år som jeg blev gift med Ralph Jørgensen  d. 22 november .Vi flyttede ind i Ralphs hjem og har boet der lige siden. Der blev også vore tre børn født . Først Arlene Ann  d. 30. Oktober 1950, Howard Jerome d. 5. april 1953 ( Påske søndag ) og Kay Diane født d. 25 juli 1960.  I en årrække på 25 år har jeg periodevis undervist på  den almindelige folkeskole i Selma, hvorefter jeg i 1981 trak mig tilbage. Far døde i maj 1948 efter et hjertetilfælde. De lange dage, traskende efter hestene, hvor han prøvede at få til føden på en sandbanke , og hvor han også pudrede hele arealet med en maskine han bar ryggen , bar sin pris og tog hans kræfter . Han døde i en alder af 66 år, lige som det hele skulle til at blive lidt lettere for ham. Priserne på rosinerne steg mærkbart, så det efterhånden blev muligt for ham at betale sin gæld , fikse huset lidt op, så det hele blev lidt mere komfortabelt . Hvem har sagt, at livet skulle være retfærdigt ? For mor var fars død et meget hårdt slag ,hun havde i et og alt altid været afhængig af far .Hun flyttede ind hos Ester og Marion, da de boede i Oleander. De havde et stort hus, så der var plads til hende også, men hun levede kun i 7 måneder efter fars død , og døde i en alder af 59 i december 1948 . Måske døde hun af sorg , hun havde i hvert fald ikke fejlet noget , som kunne afstedkomme hendes bortgang. Begge ligger begravet på kirkegården i Selma , og begge deltager de nu i engle – korets  lovprisninger sammen i himlen .                                                                        Efterskrift.   I alt dette må vi ikke undervurdere betydningen af vore forældres stærke forankring i den kristne tro,

og den indflydelse dette har haft både i vore hjem og i kirken. Det har tilpasset, formet og velsignet vore liv på en måde, der ligger ud over vor fatteevne. Tak Theodor og Marie , elskede forældre, fordi i flyttede til United States of America, hvor I igennem hårdt slid og afsavn gav os alt dette. Her har vi fået muligheder, vi ikke kunne opnå i Danmark .Tak for hvad I bragte os af livsværdier , der har været med til at give os personlige sejre i vore og vore børns liv.

Selma,  Californien
1989